Imprint

Miss Tigra & PPP



This website is no longer being updated. You can follow me and my actual projects on Facebook.
Tigra greetings!

About



Pop Poisoned Poetry is a project of the danish writer, singer and multi-performer Miss Tigra, who lives and works in Berlin.

The music is created in various singular collaborations between Miss Tigra and the electro-musicians Anaphie, Schieres, T.Raumschmiere and Shrubbn!!. All musicians have a similar musical background and are represented on the Berlin record-label Shitkatapult. The live act is mainly a one-woman-show but from time to time the different PPP-musicians go with Miss Tigra on stage, to also feed her live with their electrifying goodies.

On stage Miss Tigra underlines her songs with elements of performance and video and widens the borders of a traditional club-act and has thus been touted by Prinz Magazine (Berlin), as "the multi-talented predator". Among others also Erik Jensen from the Danish newspaper Politiken wrote: "She captures the audience with her energetic voice"... "…and the Danish artist is quickly charmed in on all those present in the room, with her very own flirtatious humor". - (Du kan læse hele artiklen her).


design experience project background design experience project background design experience project background
Politiken | 15.10.2010 | 1. sektion | Side 1 | 402 ord | artikel-id: e23e4b6e Dansk undergrundsmusik hitter i Tyskland Næsten ukendte bands fra den musikalske undergrund i Danmark er slået massivt igennem hos den store nabo mod syd.
Af ERIK JENSEN, MUSIKREDAKTØR, BERLIN
"Prima Pop aus Dänemark" 2. sektion forsiden.
Billedtekst: TYSK SUCCES. Danske WhoMadeWho, der spillede et brag af en koncert i Berlin i sidste uge, er et af de bands, der klarer sig bedre internationalt end i hjemlandet. Bandet har således flere tyske venner end danske på Facebook. Foto: Joachim Adrian
Politiken | 15.10.2010 | Kultur | Side 1 | 2508 ord | artikel-id: e23e524d Prima Pop aus Dänemark Fra undergrunden hjemme i Danmark til airplay og koncerter i Tyskland. Mange nye danske bands har med succes valgt at tage på turne ned ad Autobahn'en. En eksportsucces skabt af langsigtet arbejde. Af ERIK JENSEN MUSIKREDAKTØR, BERLIN
Klokken har passeret midnat, da vi finder det store, mørke hus, der ligger helt for sig selv på Oberbaumstrasse i en ellers livlig trekant i Kreuzberg.
Facaden er helt tillukket, så vi går om i baggården. I et hjørne hænger en snor med vasketøj og blafrer i nattens brise, i den anden ende er de sidste gæster ved at forlade noget, der ligner en interimistisk café, og på døren ved en lille trappe ned til kælderen hænger en hvid seddel.
På papiret har nogen skrevet, at alt, hvad der kunne tænkes at finde sted dernede, er af privat karakter. Og man er kun velkommen med invitation eller som medlem.
Fotografen og jeg tøver lidt ved døren, for vi har hverken medlemskab eller adgangskort. Men vi har hørt, at det er dernede, "the action" finder sted denne aften, hvis man vil opleve den helt rå undergrund i Berlin. Og det vil vi.
Så går vi ind og ned i kælderen ad den snævre trappe. Nede fra det oplyste rum kigger en mand i læderjakke op på os. Da vi kommer ned, kan vi drage et lettelsens suk. Nærmest overstrømmende venligt tager han imod os og opfordrer til hurtigt indkøb af en øl i baren. For showet vil begynde om fem
minutter.
Forgiftet poesi
Showet i det, der ligner en nedslidt vaskekælder peppet op med kulørte lamper og gennembrugte sofaer i brune nuancer, er premieren på danske Miss Tigras Pop Poisoned Poetry (popforgiftet poesi). Bag navnet gemmer sig den 39-årige Henriette Thorslund, som i 13 år har kæmpet for at slå igennem i Berlin med sin blanding af oplæste digte, visuelle effekter og musik.
Denne aften dropper hun for første gang alle mellemregningerne og synger sin poesi som skitseagtige sange over heftige beats fra en medbragt dj ved en mikserpult, mens storbyen Berlin suser forbi på billeder bag hende i den lille kælder. Hele opsætningen, Miss Tigras stive bevægelser ved billederne af Berlin, de melankolske digte og den hårde musik skriger »tilbage til firserne« i diskant og modlys.
Men den danske kunstner får hurtigt charmet sig ind på alle de 19 tilstedeværende i det lille rum med sin helt egen flirtende humor.
»Hvis det er en fordel at være dansk musiker i Berlin, er det aldrig gået op for mig. Men det er en fordel at være dansk, fordi vi er mere umiddelbare og åbne end tyskerne. Det gør indtryk, og det prøver jeg nu at udnytte som en charme, samtidig med at jeg prøver at overbevise berlinerne om, at jeg kan noget på deres egen hjemmebane, den elektroniske musik«, siger Henriette Thorslund.
Selv om Henriette Thorslund repræsenterer undergrunden i Berlin, er hendes lille koncert i kælderen i Kreuzberg symptomatisk for den uventede succes, danske musikere nyder i Tyskland for tiden. En bølge, der netop er startet i kælderniveau for ved hårdt arbejde at være bakset op ad trapperne til toppen af de tyske hitlister og ind på fyldte spillesteder.
De små er de store
»Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke er de største navne i dansk rock, der gør det så godt her hos os. Derimod er det mindre, danske navne med originalitet, gode melodier og gåpåmod. Det er hverken Kashmir, D: A: D eller Mew, der er det største rocknavn, men derimod sådan nogle som Figurines. Fordi de gider spille meget her frem for at satse alt på at slå igennem i England og USA«, siger Jan Klausen, der trods navnet er pæretysk, men født i Husum nær den danske grænse.
Han ejer det store bookingbureau Queen About Music i Hamburg, som har stået for importen af mange af de danske bands i Tyskland i de senere år.
Her har den danske invasion markeret, at der er sket et nybrud oppe nordpå. Unge musikere fra Danmark har udgivet plader, spillet koncerter og mange steder i Europa oplevet en popularitet, der for få år siden syntes umulig. Med naboen Tyskland som det mest begejstrede land.
Mens den tyske musikbranche i det seneste års tid har fået afsat folk som slagersangerinden Helene Fischer og kollegaen Hansi Hinteseer fra Tyrol til Danmark, er det helt anderledes toner, der er røget den modsatte vej.
Altid velkomne
En lang række navne med sangerinderne Aura og Medina samt heavybandet Volbeat og det danseglade rockband WhoMadeWho i den aktuelle front har kørt adskillige Autobahn'er tynde fra koncert til koncert, optrådt i medierne og solgt plader i stort tal. Volbeat er det internationale navn, der har solgt flest koncertbilletter i Tyskland i år, selv hvis man tæller mastodonter som U2 og Metallica med.
»Bortset fra at man ser en del sjove frisurer og underlige overskæg oppe fra scenen, er det såmænd ikke anderledes at turnere i Tyskland end så mange andre steder. Musikbranchen dernede har et lidt gammeldags præg - i Tyskland vil de eksempelvis stadig have videoer, hvilket man er gået væk fra de fleste andre steder.
Men det er professionelle folk, og vi har altid følt os velkomne.
De gider gøre en indsats for os«, siger sanger Michael Poulsen fra Volbeat, der som konsekvens af succesen har flyttet hovedkvartet for bandets internationale ' affærer' til Tyskland.
For den danske pladebranche er Volbeats massive gennembrud »et skoleeksempel på, hvad en god musikstil og enestående hårdt arbejde kan gøre«, som formanden for pladebranchens sammenslutning IFPI, Henrik Daldorph, udtrykker det.
»Det er et mægtigt mentalt rygstød, som viser, at de ting, vi har arbejdet med i Danmark, gode sange og personlighed, lønner sig, hvis man er villig til at arbejde hårdt for at komme ud. Det giver stolthed og selvtillid«, siger Henrik Daldorph.
Både han og tyske branchefolk påpeger, at en stor del af den danske succes er baseret på den langsigtede strategi, eksportinitiativet MXD ( Music Export Denmark) har lagt i samarbejde med Spot Festivalen og Roskilde Festival med hjælp fra DR og pladebranchen. Planen går ud på at invitere internationale branchefolk til Danmark for at opleve ny, lokal musik på Spot i Århus og i Roskilde. Og så ellers arbejde målrettet for at få de nye navne herfra ud til tilsvarende arrangementer i blandt andet Tyskland.
»Den model er noget helt specielt for Danmark, så vidt jeg ved. Det er, som om alle, der arbejder med musik i det land, er en stor familie, hvor alle kender hinanden og arbejder sammen. Sådan er det ikke i Tyskland, hvor man ikke bruger de kræfter og tiden på at hjælpe lokale kunstnere. Som så heller ikke selv arbejder på samme målrettede måde«, siger Jan Klausen.
Det nye Sverige
Med noget, der minder om sjælden selvsikkerhed og frækhed, har den danske musikbranche markedsført sig selv i Europa under sloganet ' Denmark is the new Sweden!', underforstået, at nu er det endelig os, der har taget teten, efter at Sverige har været det internationalt mest ( aner) kendte musikland i Skandinavien, siden Abba brød igennem i starten af 1970' erne..
Et slogan, koncertarrangøren Stefan Lehmkuhl fra Melt Booking og den lokale Melt Festival gjorde sit for at pille ned dagen inden Miss Tigras show i kælderen, da jeg mødte ham i gården til Berlins p. t. hotteste klub, Ritter Butzke, som ligeledes ligger i Kreuzberg.
»Der er mange gode bands i Danmark, og det er derfor, vi kan lide dem, og ikke, fordi de er danske. Mange tyskere er formentlig ikke engang klar over, at nogle af de populære navne kommer fra Danmark.
For de synger på engelsk uden accent, hvad de færreste tyske sangere i øvrigt formår. Men publikum her i landet har et åbent sind og vil gerne høre god musik. Det får vi fra Danmark i øjeblikket«, medgiver han.
Få minutter senere bekræftede Spleen United og WhoMadeWho, at musik fra naboen i nord virkelig er populær i Berlin, da de to bands leverede en udsolgt og forrygende dobbeltkoncert i den ophedede klub. Hvor mange blandt publikum dog
ganske rigtigt ikke var klar over, hvor de tiljublede bands på scenen kommer fra.
»De er vildt fede, så jeg er ligeglad, om de er fra Danmark eller Tyskland. De taler jo også engelsk og synger engelsk. Ganske vist uden den accent, man altid kan høre hos tyske bands, og det er imponerende.
Måske er den største ros, at man slet ikke kan høre, at de er fra Danmark«, siger Samuel Müller til mig.
Med sin kæreste danser han hele aftenen begejstret til de danske bands, hvoraf han på forhånd kun kendte WhoMade-Who.
»Jeg så dem på et lille sted for et par år siden, og siden har jeg hørt dem på radioen og fulgt dem på nettet. De har den vildeste energi«, siger han.
Uden at det ligefrem har givet det store rabalder i hjemlandet eller udløst Aquaagtige ringe i vandet, er netop WhoMade-Who blevet måske Danmarks bedst kendte musikalske ambassadører i udlandet, hvor bandet turnerer og står side om side med store navne på festivalscener. På Facebook har WhoMadeWho således flere venner med tysk pas endmeddansk.
»Som mange andre danske bands kan de noget, tyskerne ikke kan. Ellers gad vi ikke høre på dem. Danskerne er gode til at kombinere indierock med elektronisk musik og dance ligesom WhoMadeWho.
Det er faktisk poppet, men samtidig har det kant. For mig er det unikt, og det er vel det, mange mennesker gerne vil finde. Vi kan jo kalde det undergrundspop eller sådan noget«, lyder forklaringen fra Maik Pallasch, der har lavet aftaler om videreformidling af de danske navne for den tyske afdeling af publishinggiganten Sony ATV.
Han var blandt de mange, der ventede forventningsfuldt i gården ved Ritter Butzke. Men aftenen efter, da Trentemøller lagde sin verdensturne forbi Astra i Berlin, var endnu flere fra musikbranchen mødt frem. Også Trentemøller er en gigant, i hvert fald i den tyske undergrund, hvor den danske enspænder har slået nationens mange store navne i elektronisk musik.
»Det er ganske imponerende, hvad Anders Trentemøller har gjort i Tyskland.
Det skyldes først og fremmest, at han er sig selv, både som musiker og person.
Man er aldrig i tvivl om, hvem det er, når man hører Trentemøller, og det er helt særegent for elektronisk musik. Der er et meget stort fællesskab af loyale fans omkring Trentemøller. Og så er han en professionel person, der ved, hvad han vil
og ikke vil, sådan som de fleste danske musikere«, siger Olav Reinholz fra Poker Flat Records, der repræsenterer Trentemøller i Tyskland.
Hvad gider han ikke? »Stille op til interview med tyske teenagemagasiner, for eksempel. Han gider ikke snakke om sin yndlingsfarve og sådan noget. Det må vi bare respektere, så han kan stole på os«. Stiller man ind på store radiostationer som Radio 1 i Berlin, går der for tiden ikke lang tid, inden en dansk sang dukker op i æteren. Forleden viste den europæiske tvkanal Arte et syv minutter langt indslag om dansk musik og eksporten af samme i sit seriøse kulturprogram Tracks med 7 millioner seere i lande som Tyskland, Frankrig, Schweiz, Østrig, Holland og Belgien.
»Når selv en stor kommerciel radio som vores spiller dansk musik, siger det lidt om gennemslagskraften. Især i vores ungdomsprogram Fritz har de rigtig meget rock fra Danmark. Det er simpelthen gode sange med melodi og personlighed.
Jeg kan høre, at der er en stor begejstring for 1980' erne i dansk musik i øjeblikket, og det kan vi også godt lide i Tyskland. Det er velegnet til radio, og vi spiller endda også dansksprogede sange med bands som Nephew og Efterklang«, siger musikekspert og programvært på Radio 1 i Berlin Steen Lorenzen.
Han opfordrer ligefrem danske musikere til at synge på deres modersmål, »fordi resultatet er mere originalt, og det er det, verden vil have nu«.
Mere dansk i radioen
Selv om der ikke findes tal for det samlede salg af dansk musik på cd og download i Tyskland, er der dokumentation for succeshistorien.
Således er danske musikeres indtjening på at blive spillet i hovedsageligt radioerne i de senere år steget drastisk.
Stigningen fra 2008 til 2009 var på hele 37 procent.
»Det er tal, der fint understreger den udvikling. Vi har bemærket, at det går overordentlig fint for vores musikere i Tyskland«, siger Birgitte T. Henriksen, pressechef i organisationen KodaGramex.
På listen fra sidste år, hvor Volbeat, Aura og Medina endnu ikke havde indtaget Tyskland, var det Anders Bønløkke fra Alphabeat, der var den mest indtjenende danske sangskriver i nabolandet. Den liste vil se anderledes ud i år, hvor dansk
musik til gengæld helt sikkert vil fastholde taget i tyskerne.
»Det kan jeg slet ikke se, hvorfor den ikke skulle. Danskerne er arbejdsvillige og gider turnere her, modsat mange bands fra England. Rent logistisk er det selvfølgelig også nemt at komme til Tyskland for jer. Mange af jeres grupper har bygget en solid og loyal fanbase op ved at komme igen og igen. Det betaler sig. Og så skal man jo ikke glemme, at der bor mange danskere i Berlin, så man altid er sikret et publikum«, siger bookeren Jan Klausen.
Om Henriette Thorslund alias Miss Tigra efter 13 års tro tjeneste i den tyske undergrund endelig står over for sit store gennembrud med bølgen af dansk succes, må fremtiden vise. I første omgang kunne den danske sangerinde glæde sig over, at hendes fødselsdag blev fejret med ikke helt ædruelig fødselsdagssang fra de 19 fremmødte i kælderen i Kreuzberg..
Den blonde dansker blev hyldet på tysk, natürlich.
erik.jensen@pol.dk
Billedtekst: TIGER. Gennem 13 år har Henriette Thorslund (øverst) boet og arbejdet for at slå igennem som poet og performancekunstner i Berlin under navnet Miss Tigra. Nu håber hun at slå igennem i bølgen af dansk succesmusik. Trentemøller har allerede et trofast tysk publikum (midt), og også Spleen United trækker folk af huse. Foto: Joachim Adrian

POLITIKEN, lørdag den 10. juli 1999. ”DAGENS DANSKER” - Artikel af Lise Bondesen.

”ALDRIG MERE HJEM” (forsiden)
Henriette Thorslund – alias Miss Tigra – blev nærmest tilfældigvis hængende i Berlin, hvor hun i dag er ved at slå sit (kunstner)navn fast som digter og performanceartist. Nu vil hun aldrig mere væk derfra.

”TIGEREN BIDER SIG FAST” (hovedartikel)
Henriette Thorslund – kendt som Miss Tigra – nægter at flytte fra Berlin, hvor hun er digter og performancekunstner.
Henriette Thorslund kom til Berlin ved et tilfælde.
”Jeg blaffede rundt og kunne være endt hvor som helst. Men det blev tilfældigvis Berlin”, siger den 27-årige digter og performancekunstner fra København, der i Berlin kendes under kunstnernavnet Miss Tigra – tiger.
Miss Tigra kender flere, der kom til Berlin for at blive weekenden over. Men de tog aldrig af sted igen. For, som hun siger: ”Byen bliver aldrig færdig med dig”.
Hun har skrevet digte siden hun var teenager. I begyndelsen røg de ned ”til mørket i min skrivebordsskuffe”. Men efter to kursusforløb på den københavnske skriveskole Nøddeknækkeren – og positiv respons fra et forlag – kom hun ud af busken.
Hun holder nu udstillinger og har offentliggjort digte i et undergrundstidsskrift. Jævnligt læser hun op og optræder også med to musikere: Marco Haas og Ulli Bomans. Trioen har opfundet sin egen stil: triphop-digte.
Som eneste dansker har Miss Tigra atelier i Berlins alternative kulturcentrum Tacheles, der ligger i et sønderbombet stormagasin. Hun faldt for Tacheles, første gang hun besøgte stedet. ”Jeg blev fuldkommen overvældet af den energi, der strømmer ud fra bygningen. Jeg satte mig ned og skrev hver dag i to uger. En fyr spurgte, om jeg ville flytte ind i hans atelier. Jeg tænkte mig om i ti minutter og sagde ja”.
Hvornår hun flytter hjem til Danmark? Aldrig, tror hun. Berlin er hendes hjem nu. ”Man bliver draget af den rivende udvikling byen er inde i. Selv om Berlin har en lang historie, føler man, at man er med til at præge den, fordi man bor her nu, da alting er under forandring. Samtidig føler jeg her, at jeg stadigvæk rejser. For byen er meget international og jeg møder hele tiden nye mennesker”.

Tip: Miss Tigra læser op af sine digte hver søndag kl. 21.00 i Tacheles, Oranienburger Strasse 54-56 A.

PRINZ, Woche 1 Januar 2003
„MULTITALENTIERTE RAUBKATZE“
Sie schleicht schon seit fünf Jahren durch die Straßen der Stadt: die dänische Katze Miss Tigra. Nun hat sie einen Kater gefunden, mit dem sie nach oben strebt: T.Raumschmiere. Zwar ist diese Beziehung „rein künstlerisch“, wie uns Miss Tigra bestätigt, das Ergebnis dieser musikalischen Liaison ist dennoch radikal emotional.
Ein Auftritt der Tigresse ist eine Achterbahn aus elektronischen Beats, wildem Gesang, grellen Videoanimationen und Ruhepausen voll poetischer Rhetorik. Wer wird hier auf seine Kosten kommen? Natürlich die Fans von T.Raumschmiere. Seine Musik gewinnt durch Tigras Lyrik an Tiefe. Und Fans von Poetry Slams und ähnlichen lyrischen Ereignissen. Miss Tigra, die Königin der Wortgewaltigen. Grrrrr!

RANDERS AMTSAVIS, torsdag den 18. august 2005 – Artikel af Lisbeth Stryhn
”GENSYN MED BALLETBARNET HENRIETTE” (forside-overskrift)
Mange danske aviser var i 1977 vældig optaget af familien Thorslund fra Randers, der valgte at rykke teltpælene op og flytte til København, fordi en af familiens døtre, 6-årige Henriette, var blevet optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole.
Men hvad blev der af det lille ballet-talent?
Fra Randers til ballet, videre til beton i Albertslund og i dag lyrik og musik i Berlin. Henriette Thorslund, der i dag er 33 år, har byttet dansen ud med ord og sang. I aftes optrådte hun alias Miss Tigra på Café von Hatten med sit lyrik-show i forbindelse med Randers-Ugen.

”HENRIETTE BLEV TIL MISS TIGRA” (hoved-artikel)
KVANTESPRING: Balletbarnet fra Randers er i dag performancekunstner i Berlin med udgangspunkt i digte og musik

BLÅ BOG:
Henriette Thorslund

°Født 1971
°Dansede på Aase Thostrups balletskole i Randers
°Blev i 1977 optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole i København
°Gik på balletskolen i 7 år og valgte at stoppe
°Skriveskolen Nøddeknækkeren
°Kom til Berlin i 1998 og tilsluttede sig det alternative kulturcentrum Tacheles
°Har udviklet sin lyrik til performance med musik og bevægelse
°Bor permanent i Berlin med mand og 2-årige datter
°Fik i 2000 et 2-årigt stipendium fra Statens Kunstfonds Litteraturlinie
°Har udgivet lyrik/musik på pladeselvskabet Shitkatapult
°Har optrådt adskillige steder i Tyskland, Norge og USA
°Optrådte i aftes på Café von Hatten med lyrik-showet Pop Poisoned Poetry i forbindelse med Randers-Ugen
Randers:
Da Henriette Thorslund alias Miss Tigra optrådte i aftes på Café von Hatten med sit musikalske lyrik-show „Pop Poisoned Poetry“, havde hun samtidig en oplevelse af, at en cirkel er sluttet.
Det var her i Randers, hun oplevede sit første store brud i livet, da hun som 6-årig blev optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole i København. Familien rykkede teltpælene op og flyttede til København, for at Henriette kunne udvikle sit ballettalent, som var blevet plejet og opdaget af daværende balletlærerinde Aase Thostrup, der drev balletskolen i byen.
Vi skal tilbage til 1977, hvor familien Thorslunds beslutning om at tilgodese den lille piges åbenlyse danseevner affødte adskellige interviews til aviserne, Randers Amtsavis inklusiv. For hvordan var det nu at bryde op og starte forfra? Og gjorde man barnet en tjeneste ved så radikal en beslutning?
Den lille pige blev sendt afsted i katapulten fra et stille liv i Randers til et mere krævende liv i København, hvor hun gik på balletskolen. I 7 år.
„Så orkede jeg ikke mere. Jeg valgte selv at stoppe. For skolen var for firkantet og levnede ikke plads til spørgsmål. Jeg havde jo ældre søskende som slæbte hippiestil og punk-musik ind i hjemmet. Jeg var teenager, begyndte naturligt at udvikle mig og søgte respons fra den voksenverden, der omgav mig. Desværre var balletskolens pædagogiske rammer ikke vide nok til at rumme andet end ballet. Jeg var glad for at danse, men også glad for at slutte“, konstaterer Henriette Thorslund, der i dag er 33 år – og kun danser i fritiden.

Aldrig et pres
Hun understreger, at hun aldrig har oplevet sin ballettid som et pres fra forældrene.
„De skabte bare de rammer, som jeg havde brug for dengang. Og jeg følte heller ikke skyld, da jeg valgte at stoppe med dansen. For resten var der ikke kunstnere i min familie. Så det var bestemt ikke tvang hjemmefra, der førte mig til balletten“.
Lige så lykkeligt det var for hende at få lov til at danse på balletskolen lige så lykkeligt var det at få lov til 7 år senere at gå i en almindelig dansk folkeskole, hvor man sagde du til læreren og ikke absolut skulle holde til højre, når man gik på gangene.
„I de der teenageår oplevede jeg for alvor, at balletskolen ikke rigtig havde kontakt til den verden, der rumsterede uden for murene“.
Hendes nye skole lå i Albertslund, hvor en helt ny verden åbenbarede sig for hende.  „Masser af kriminalitet. Betonbyggeri og bandekrige. Fra den ene yderlighed til den anden. Og gud hvor var det en spændende tid. Jeg hang ud med venner fra Chile, Tyrkiet, Pakistan, Indien. Jeg lærte, hvor priviligeret man er, når man får lov til at opleve så mange forskellige miljøer. Det har fulgt mig siden“, siger Henriette, der på dette tidspunkt så småt var begyndt at lege med ord.
Da hun var kommet et stykke ind i 20érne, valgte hun at gøre endnu mere ved skriveriet og meldte sig til en skriveskole, Nøddeknækkeren, i København, hvor lyrikken blev plejet.

Berlin via Amsterdam
At hun som 27-årige havnede i Berlin skyldes en tilfældighed.
„Jeg havde afsluttet skriveskolen og mit job på Ingrid Jespersens Privatskole og tomlede med en veninde til Amsterdam. Der mødte jeg en kunstner, der fortalte om Kunsthaus Tacheles i Berlin – et samlingssted for en masse internationale kunstnere. Det tog mig et kvarter at beslutte, at der måtte jeg hen“.
Endnu en ny verden, fuld af kreativitet, åbnede sig for Henriette Thorslund, der allerede på dette tidspunkt havde fået navnet Miss Tigra – ligeledes ved en tilfældighed.
„Det var hjemme i København. Før Amsterdam. Jeg havde afsluttet et 7 år langt forhold. Gik ind i en butik på Vesterbrogade og købte mig en tigerstribet jakke, som jeg tog på til fest. Her mødte jeg musikeren Martin Ryum, der titulerede mig som Miss Tigra. Navnet har jeg beholdt siden“.
Fra dag 1 i Berlin begyndte hun for alvor at bruge sine lyriske evner. Dansen blev til ord, der igen er blevet sat ind i en sammenhæng med musik og bevægelse. Miss Tigra optræder med sit lyrik-show, hvor hun bestemt drager fordel af de udtryksmuligheder, hun lærte på balletskolen. For hende er det naturligt, at hun optræder med sine digte i stedet for blot at udgive dem på et forlag.
„Der er en ensomhed ved skrivebordet, som er befordrende for at skrive. Men jeg er også draget imod at optræde. En nyttig symbiose imellem privathed og offentlighed. For mig hører den sorte og hvide pol sammen. Jeg kan ikke vælge den ene uden den anden“, siger Henriette Thorslund, der straks følte sig hjemme i Berlin.
„Da jeg kom til det nævnte hus oplevede jeg, hvor befriende det var at sætte sin drøm fri“.
Fra ballet, over beton til kunstner i Berlin.
I tilgift har hun fået en mand, Pedro Boese, billedkunstner af portugisisk/tysk afstamning og lille 2-årige Clara Nova.
„Det er første gang, at jeg er så mange timer væk fra min datter“.

Livets cirkler
I starten af Berliner-tiden boede hun i en af de mange nedlagte lejligheder, der bare stod tomme, da Muren faldt og de to gange Tyskland blev til et.
„Der var en energi og et gå-på-mod i byen, som jeg aldrig havde oplevet i mit liv. Alt kunne lade sig gøre. Kunstnere fra alverdens lande valfartede til den tyske metropol, der i dag oplever en mere melankolsk grundstemning. De vilde tider er forbi. Hård konkurrence. Masser af arbejdsløshed i det gamle Øst, hvor mange ønsker sig tilbage til tiden før Muren med socialt netværk og arbejde. Jeg har oplevet neo-nazister marchere og skulle brække mig“, siger Henriette, der også er flyttet fra de Christiania-lignende forhold med gratis husleje til en lejlighed i det gamle Øst-Berlin, hvor der er varmt og koldt vand og adgang til en vaskemaskine. – „Tilværelsen bliver jo anderledes, når man får barn“.
Til gengæld har moderskabet sat endnu mere skub i skriveriet, der i sin dybeste essens handler om cirkler og gentagelser.
„Jeg arbejder som regl med to cirkler. Den ene er tragisk og følger mennesker, der altid gentager deres fejltagelser på større eller mindre plan. Den anden cirkel fortæller om kvantespring og den opadgående spiral, der giver mennesker muligheder, fordi de forstår at bruge dem“.

Miss Tigra
Miss Tigra-navnet har hun holdt fast i. Det er immervæk nemmere at optræde som Miss Tigra end som Henriette Thorslund.
Hvor Henriette er tilbageholdende og efter indehaverens eget udsagn var en grå mus, der ikke gjorde noget væsen af sig, er Miss Tigra det modsatte. Når hun først kommer på scenen forsvinder Henriettes hæmninger.
Lige som Henriettes ophold i Berlin skyldes en tilfældighed, skyldes det også en tilfældighed, at hun optrådte på Café von Hatten i aftes i forbindelse med Randers-Ugen.
„Sidste vinter mødte jeg i Berlin en dansker, der viste sig at være fra Randers. Hun lavede en kontakt til min danske kollega, lyrikeren og performeren Asher Lennon Ware, der også iscenesætter egne digte. Han bad mig komme og optræde på Café von Hatten. Sjovt nok har jeg ikke været i Randers siden jeg rejste fra byen i 1977. Så det er meget dejligt at komme tilbage“, fastslår Henriette Thorslund, der i aftes også havde sin danske debut.
Hun har optrådt masser af steder i Tyskland, i Norge og USA, men aldrig før i sit fødeland. Til gengæld har hun indspillet musik med musikerne T.Raumschmiere, Anaphie og Schieres på det tyske pladeselskab Shitkatapult, hvor hun også er aktuel med opsamlings-DVDén „Strike 50“ med nummeret „Throw me a bone“.
Sideløbende spiller hun små roller i film og reklamer for at få brød på bordet. For endnu kan hun ikke leve af sin kunst alene.
Hun befinder sig som fisken i vandet med sine lyrik-shows, men livsindstillinge er, at man ikke skal blive liggende på samme hylde livet igennem.
„Lige nu føler jeg mig hjemme i det jeg laver. Men livet er – forhåbentligt – langt“.

 

Zeitungsartikel von RANDERS AMTSAVIS, Donnerstag den 18. August 2005

„Wiedersehen mit dem Ballettkind Henriette“ (Vorderseite)

Viele dänische Zeitungen waren 1977 schwer beschäftigt mit der Familie Thorslund in Randers, die ihre Zelte abbrach und nach Kopenhagen zog, weil eine ihrer Töchter, die sechsjährige Henriette, an der Ballettschule des Königlichen Theaters aufgenommen worden war.
Aber was ist aus dem kleinen Ballett-Talent geworden?
Von Randers zum Ballett, weiter zum Beton in Albertslund und jetzt Lyrik in Berlin. Henriette Thorslund, heute 33 Jahre alt, hat das Tanzen gegen Worte getauscht. Gestern Abend trat sie als Miss Tigra mit ihrer Lyrik-Show im Rahmen der Randers-Woche im Café von Hatten auf.

„Aus Henriette wurde Miss Tigra“ (Hauptartikel)
Quantensprung: Das Ballettkind aus Randers lebt heute in Berlin als Performancekünstlerin mit Schwerpunkt Dichtung und Musik.

BLAUES BUCH
Henriette Thorslund

°1971 geboren

°Tanzt an der Ballettschule von Aase Thostrup in Randers

°Wird 1977 als Balletttänzerin an der Königlichen Ballettschule in
Kopenhagen engagiert

°Tanzt an der Ballettschule 7 Jahre und entscheidet sich dann aufzuhören

°Schule für Schriftsteller Nøddeknækkeren

°Kommt 1997 nach Berlin und schließt sich dem alternativen
Kulturzentrum Tacheles an

°Entwickelt ihre Lyrik zu Performances aus Musik und Bewegung

°Erhält 2000 ein zweijähriges Stipendium für Literatur vom Dänischen
Kunstfonds

°Publiziert Lyrik und Musik auf dem Plattenlabel Shitkatapult

°Hat mehrere Auftritte in Deutschland, Norwegen und USA

°Ist gestern Abend in Rahmen von der Randers Festival in Café von Hatten mit ihre Show Pop Poisoned Poetry aufgetreten

°Wohnt heute in Berlin mit Ehemann und 2-järiger Tochter

 

Randers: Als Henriette Thorslund alias Miss Tigra gestern Abend im Café von Hatten auftrat, hatte sie gleichzeitig das Erlebnis, ein Kreis hätte sich geschlossen.
Es war hier in Randers, wo sie ihren ersten großen Durchbruch im Leben erlebte, als sie als Sechsjährige in die Ballettschule des Königlichen Theaters in Kopenhagen aufgenommen wurde.
Die Familie brach ihre Zelte ab und zog nach Kopenhagen, damit Henriette ihr Ballett-Talent entwickeln konnte, welches schon von der ehemaligen Ballettlehrerin Aase Thostrup, die die Ballettschule in der Stadt leitete, entdeckt und gepflegt worden war.
Wir gehen zurück in das Jahr 1977, als der Beschluss der Familie, die offensichtliche Tanzfähigkeit des kleinen Mädchens zu fördern, zu etlichen Interviews mit den Zeitungen, u.a. mit Randers Amtsavis, führte. Wie war es nun, aufzubrechen und von vorne anzufangen? Tat man dem Kind einen Gefallen mit einem so radikalen Entschluss?
Das kleine Mädchen wurde aus dem beschaulichen Leben in Randers in das mehr fordernde Leben in Kopenhagen katapultiert, wo sie in die Ballettschule ging. Sieben Jahre lang.
„Dann konnte ich nicht mehr. Ich habe mich selbst entschlossen aufzuhören. Die Schule war zu viereckig und ließ keinen Platz für Fragen. Ich hatte ja ältere Geschwister, die den Hippiestil und Punkmusik mit nach Hause schleppten. Ich war Teenager, begann natürlich mich zu entwickeln, und suchte Antworten aus der Erwachsenenwelt, die mich umgab. Leider war der pädagogische Rahmen der Ballettschule nicht weit genug, um mehr als Ballett zu bieten. Ich freute mich zu tanzen, aber auch aufzuhören“, stellte Henriette Thorslund fest, die heute 33 ist – und nur in der Freizeit tanzt.

Nie unter Druck
Sie betont, dass sie nie ihre Ballettzeit als Druck seitens der Eltern erlebt hat.
„Sie haben nur den Rahmen geschaffen, den ich damals brauchte. Ich empfand auch keine Schuld, als ich beschloss, mit dem Tanzen aufzuhören. Übrigens gab es keine Künstler in meiner Familie. Es war also bestimmt kein Zwang von zu Hause aus, der mich zum Ballett führte“.
So glücklich sie über die Erlaubnis war, auf der Ballettschule zu tanzen, so glücklich war sie auch sieben Jahre später über die Erlaubnis, auf eine normale dänische Volksschule gehen zu können, wo man die Lehrer duzte und sich nicht unbedingt rechts halten musste, wenn man die Gänge entlang ging.
„In diesen Teenagerjahren erlebte ich wirklich, dass die Ballettschule keinen echten Kontakt zur Welt hatte, die außerhalb ihrer Mauern rumorte“.
Ihre neue Schule lag in Albertslund, wo sich ihr eine ganz neue Welt offenbarte. Viel Kriminalität, Betongebäude und Bandenkriege - von einem Extrem zum anderen.
„Mein Gott, war das eine spannende Zeit. Ich hing zusammen mit Freunden aus Chile, aus der Türkei, Pakistan, Indien. Ich erfuhr, wie privilegiert man ist, wenn man so viele Gesellschaftsschichten erleben durfte. Das hat mich weiter begleitet“, sagt Henriette, die zu der Zeit schon anfing, mit Worten zu spielen.
Als sie etwas in die 20iger gekommen war, beschloss sie, mehr aus ihrer Schreibtätigkeit zu machen und meldete sich bei einer Schriftstellerschule in Kopenhagen an, „Der Nussknacker“, wo die Lyrik gepflegt wurde.

Berlin via Amsterdam
Dass sie mit 26 in Berlin landete, war ein Zufall.
„Ich hatte die Schriftstellerschule abgeschlossen und ebenso meinen Job an der Ingrid Jespersen Privatschule und bin mit einer Freundin nach Amsterdam getrampt. Dort traf ich einen Künstler, der von einem Künstlerhaus Tacheles in Berlin erzählte – einem Anziehungspunkt für eine Menge internationaler Künstler. Es kostete mich eine Viertelstunde, den Beschluss zu fassen, da müsste ich hin“.
Wieder eine neue Welt, voll von Kreativität, eröffnete sich für Henriette Thorslund, die schon zu der Zeit ihren Namen Miss Tigra bekommen hatte – wieder durch einen Zufall.
„Es geschah zu Hause in Kopenhagen. Vor Amsterdam. Ich hatte eine siebenjährige Beziehung beendet, betrat ein Geschäft auf Vesterbrogade und kaufte mir eine tigergestreifte Jacke, die ich zum Fest anzog. Hier traf ich den Musiker Martin Ryum, der mich mit Miss Tigra titulierte. Seitdem behielt ich den Namen“.
Vom ersten Tag an in Berlin fing sie an ihre lyrischen Fähigkeiten zu verwenden.
Der Tanz wurde zu Worten, die wiederum zusammen mit Musik und Bewegung eingesetzt wurden.
Miss Tigra tritt mit ihrer Lyrik-Show auf, bei der sie sicher aus den Ausdrucksmöglichkeiten schöpft, die sie in der Ballettschule lernte. Für sie ist es natürlich, dass sie mit ihren Gedichten auftritt, anstatt sie nur in einem Verlag zu veröffentlichen.
„Am Schreibtisch herrscht eine Einsamkeit, die für das Schreiben förderlich ist. Aber mich reizt es auch aufzutreten. Eine geeignete Symbiose zwischen Privatleben und Öffentlichkeit. Für mich gehören der schwarze und der weiße Pol zusammen. Ich kann nicht den einen ohne den anderen wählen“, sagt Henriette Thorslund, die sich in Berlin sofort heimisch fühlte.
„Als ich zu dem genannten Haus kam, erlebte ich, wie befreiend es war, seinen Träumen freien Lauf zu lassen“.
Vom Ballett über Beton zum Künstler in Berlin.
Hinzu kam ihr Mann, Pedro Boese, ein Maler portugiesisch-deutscher Abstammung, und ihre kleine zweijährige Tochter Clara Nova.
„Das ist das erste Mal, dass ich so viele Stunden ohne meine Tochter bin“.

Des Lebens Kreise
Am Anfang der Berliner Zeit wohnte sie in einer der vielen verlassenen Wohnungen, die einfach leer standen, seit die Mauer fiel und aus dem geteilten Deutschland eines wurde.
„Es war eine Energie und ein Mut zum Anfang was ich in meinem ganzen Leben nicht erlebt hatte. Alles war möglich. Künstler aus allen Ländern pilgerten zur deutschen Metropole, die heute eine eher melancholische Grundstimmung erlebt.
Die wilden Zeiten sind vorbei. Harter Wettbewerb. Eine Menge Arbeitslosigkeit im alten Osten, wo sich viele zurücksehnen in die Zeit vor der Mauer, mit sozialem Netz und Arbeit. Ich habe die Neonazis marschieren gesehen und musste mich übergeben“, sagt Henriette, die ebenfalls aus den mit Christiania vergleichbaren Verhältnissen mietfreier Unterkunft in eine Wohnung mit Warmwasser und Waschmaschine gezogen ist.
„Das Leben ändert sich ja, wenn man ein Kind bekommt“. Dafür hat die Mutterschaft noch mehr Antrieb für die Schriftstellerei gegeben, die im Tiefsten von Kreisen und Wiederholungen handelt.
„Ich arbeite meistens mit zwei Kreisen. Der eine ist tragisch und folgt Menschen, die ihre Fehler immer auf größerer und kleinerer Ebene wiederholen. Der andere Kreis erzählt von Quantensprüngen und der aufsteigenden Spirale, die den Menschen Möglichkeiten verschafft, die sie zu nutzen verstehen“.

Miss Tigra
An dem Namen Miss Tigra hat sie festgehalten. Es ist immerhin leichter als Miss Tigra aufzutreten denn als Henriette Thorslund.
Während Henriette zurückhaltend ist und ihrer eigenen Aussage nach eine graue Maus ist, die nichts aus sich macht, ist Miss Tigra das Gegenteil: Steht sie erst einmal auf die Bühne, verschwinden Henriettes Hemmungen.
So wie Henriettes Aufenthalt in Berlin einem Zufall zu verdanken ist, ist es auch ein Zufall, dass sie gestern Abend im Café von Hatten im Rahmen der Randers-Wochen auftrat.
„Im letzten Winter traf ich in Berlin einen Dänin die aus Randers kam, wie sich zeigte. Sie stellte den Kontakt zu meinem dänischen Kollegen, Lyriker und Performer Asher Lennon Ware her, der ebenfalls eigene Gedichte vortrug. Er bat mich, zu kommen und im Café von Hatten aufzutreten.
Lustigerweise bin ich nicht mehr in Randers gewesen, seitdem ich die Stadt 1977 verließ. Darum ist es schön zurückzukommen“, stellt Henriette Thorslund fest, die gestern Abend auch ihr dänisches Live-Debut hatte.
Sie ist zwar schon an vielen Orten in Deutschland, in Norwegen und den USA aufgetreten, jedoch noch nie in ihrem Geburtsland.
Dafür hat sie Musik-Beiträge zusammen mit den Musikern T.Raumschmiere, und Anaphie bei der deutschen Plattenfirma Shitkatapult eingespielt, wo sie auch mit einer DVD Compilation „Strike 50“ mit den Nummern „Throw Me a Bone“ vertreten ist.
Daneben jobbt sie als Kleindarsteller in Filmaufnahmen und in Reklamefilmen, um ihr Brot zu verdienen. Denn noch kann sie nicht alleine von der Kunst leben.
Sie fühlt sich zwar mit ihrer Lyrik-Show wie ein Fisch im Wasser aber die Lebenseinstellung ist, dass sie nicht ein ganzes Leben lang im selben Regal liegen bleiben kann.
„Momentan fühle ich mich wohl mit dem, was ich mache. Aber das Leben ist – hoffentlich – lang“.

 

Tekst: Lisbeth Stryhn - Übersetzt von Dänisch ins Deutsch bei Christian Holzapfel

 

VESTERBRO BLADET, onsdag den 17. september 2008
UD I UGEN (forside-tip)
Miss Tigra emigrerede fra Vesterbro til Berlin. Nu er hun tilbage med en hårrejsende performance i Råhuset.
”EN TIGERINDES FORTÆLLING” (hoved-artiklen)
Elektronisk musik er udgangspunktet, når ”tigerinden” ”Miss Tigra” giver et bud på ”Pop Poisoned Poetry”. Pop Poisoned Poetry er historiefortælling og sang tilsat elektronisk musik.
Miss Tigra lægger vejen forbi Råhuset på Onkel Dannys Plads i forbindelse med udstillingen ”Fairytale of Berlin”. Og det sker nu på søndag den 21. September kl. 20.00.
Miss Tigra konspirere med forskellige berliner-kunstnere, som den råhårede Burroughs-køter T.Raumschmiere, elektro-punken Schieres, den hemmelighedsfulde Anaphie og billedskrædderen Patrick Munck.

ZITTY, Woche 2 Januar 2003 - Tagestipp
ELEKTROPOESIE
Z-bar, 21 Uhr
„MISS TIGRA“
Das graue Mäuschen von einst existiert nicht mehr. Es wurde zerfleischt und rückstandslos verspeist von einer Großkatze, die nun durch den Dschungel der Großstadt Berlin streift, stets auf der Suche nach Adrenalinkicks, elektrifizierter Poesie, libidinöse Höhenflügen und rauschhafte Abstürzen. Aus diesem Leben reißt Miss Tigra Wortfetzen heraus, um sie über die Soundgerippe von T.Raumschmiere zu drapieren. Ihr Ziel: Totale Freiheit für die Kunst!

LINKLISTE:
Vera Hilger, moderne Landschaftsmalerei zeitgenössische Malerei
Pedro Boese bei Art news.org
Zeitgenössische Kunst von Pedro Boese ,Berlin
Künstler Ulrich Jansen, Fotografie zeitgenössische Kunst
Miss Tigra, Berlin - POP POISONED POETRY
Mechtild Beckmann - Zeitgenössiche Kunst in Berlin
POP POISONED POETRY auf myspace
MusiK von POP POISONED POETRY auf facebook

Valid XHTML 1.0 Transitional
optimised for:
nternet Explorer 8 Chrome Firefox Safari